Jeg ved godt det er gjort før, men jeg kunne godt tænke mig at liste nogle vendinger, som irriterer mig. Sproget konstruerer vores virkelighed, vores værdier og forestillinger, og også vores sociale positioneringer. Min påstand er, at ord og vendinger, som indeholder kvinde-ord, eller er feminiserede er negativt ladede og at mande-ord, eller maskuline vendinger er positivt ladede. Det er altid en sjov lege at undersøge ordenes og vendingernes ladning ved at vende dem om og sige f.eks: "Hey kusine, du har nogen store svedige æggestokke!"

Er der nogen, der kan hjælpe med at føje til listerne?
___________________
Først mande-ordene:

Fætter, en anerkende tilkendegivelse
En ordentlig fætter (ordentlig kan skiftes ud, men beskriver noget konkret fremtrædende, som er imponerende på en eller anden måde)
At mande sig op, at tage sig sammen
Han, bruges synonymt med man
At have nosser til.., at være modig
___________________
Så kvinde-ordene:

Tøset, synonymt med kvindagtig og piget.
Bøsset, kan bruges om hvad som helst, der ikke fungerer, eller er frastødende
Kvindagtigt, om det at være intrigant, fej, passiv osv.
Konet, beskrivelse af kvinder, tøj, indretning osv, der ikke er attraktiv eller moderne
Piget, om noget useriøst, meget feminint

Jeg vil gerne lige knytte en kommentar til dette billede. Det er et jeg selv har lavet.

Grundidéen var, at jeg går og bokser med den måde jeg har indrettet min tilværelse på. For det første har jeg et fuldtidsarbejde, hvilket er helt fint - ingen problemer der, fast indkomst er dejligt. Men der hvor ambivalensen sætter ind er, at jeg har skruet mig ned i en økonomisk situation, der gør at jeg ikke må blive syg, eller tage orlov, for så har jeg ikke råd til at bo, der hvor jeg bor. Mit hus er fedt og ligger 300 m. fra Østersøen for enden af en grusvej uden naboer, op til en stor skov, så der er al mulig basis for bar røv i haven. Her vil jeg gerne bo. For at kunne bo her SKAL der både min og min mands indtægt til. For at kunne arbejde de steder vi arbejder, skal vi bruge to biler. Okay. Jeg ejer altså en 3-længet gård og 2 biler, har fast indkomt, er medlem af Brugsen, overvejer om jeg sparer nok op i pension og finder mig selv stille og roligt udføre alle de traditionelle kvindeopgaver i hjemmet. Derudover er køkkenet indrettet med de samme (meget almindelige) køkkenelementer, som i min mors parcelhuskøkken.

Og så er det liiiiige jeg har sådan en: hvad fanden skete der?

Er jeg bare en hustru-Bratz i et bondehus på landet?

Billedet er sat sammen af et billede af mig selv, der står i mit køkken og vasker op kun iført forklæde og en Bratz. Udenfor kan man se gårdspladsen og de 2 biler. Billedet består af et billede af køkkenet, et billede af mig, et billede af Bratz og et billede af det udendørs.

Her er en tekst jeg skrev i 2006 om arbejdsnarkomani. Min veninde og jeg kuraterede en udstilling på Overgaden om ARBEJDE, og så lavedevi et seminar om emnet, hvor jeg kom med dette svedige indspark:
_____________________________________________________
Jeg hedder Kathrine og jeg er et moderne menneske. Jeg tilhører den kreative klasse, jeg elsker mit arbejde og jeg taler hele tiden om projekter, aftaler og deadlines.
Jeg ved ikke hvor mange timer om ugen, jeg arbejder.
Jeg mener, - jeg ved jeg har et fuldtidsarbejde, men jeg ved også, at når jeg ikke sover eller køber ind eller spiser, så arbejder jeg.
Jeg arbejder hele tiden.
Jeg vil ikke kede jer med, hvad jeg arbejder med. Det er ikke mit ærinde her at pleje min karriere og bejle til flere projekter, flere opgaver, mere arbejde. Sagen her er helt anderledes prekær. Når mit fuldtidsjob ikke er nok, giver jeg mig selv opgaver, tager initiativ til nye projekter og kaster mig begejstret ud i spændende ekstraarbejde, der tager al min tid og fjerner min sidste opmærksomhed fra alt andet liv end arbejdslivet.
Det startede helt blidt, mit nye liv med arbejde. Før i tiden kunne jeg godt sidde og kigge ud i luften i flere timer af gangen, det er slut nu. Nu skal jeg lave noget hele tiden, ellers kan jeg mærke desperationen komme snigende. Hvis jeg den næste time ikke ved, hvad jeg skal lave, - ikke fordi der ikke er noget at lave, jeg har bare glemt at skrive det ned, - så bliver jeg nervøs for, at jeg lige om lidt kan mærke, hvordan jeg egentlig HAR det, men det kan jeg ikke.
Arbejdet sørger for, at jeg eksternaliserer al min aktivitet. Jeg sørger for, at alt det jeg beskæftiger mig med foregår uden for mig selv. Jeg kan ganske simpelt ikke mærke, hvordan jeg har det, når jeg arbejder, så jeg arbejder hele tiden.
Nogle gange spørger folk mig om, hvordan jeg har det. Til min rædsel er jeg på det sidste blevet til en af dem, der svarer på sådant et spørgsmål ved at fortælle, hvad jeg laver. ”Det går godt” siger jeg, og henviser til arbejdet.
Sandheden er, at jeg ikke aner hvordan jeg har det.
De sidste to ferier har været foruroligende på den måde, at de har gjort mig deprimerede. Eller nærmere, når jeg har ferie har jeg tid og plads til at mærke at grundtilstanden er udmattelse.
Når jeg arbejder hele tiden forsvinder mine venner også. Jeg har ikke tid til at pleje dem og når jeg endelig er sammen med dem, har jeg meget svært ved at koncentrere mig om det og fokusere på det de siger, især i ekstra travle perioder.
Men det er som om alle perioder er ekstra travle.
Jeg synes altid jeg siger, ”der er lidt ekstra pres på for tiden” når jeg endnu engang undskylder min manglende evne til at deltage i sociale sammenhænge, enten i min familie eller med mine venner. Et praj om, at mine venner forsvinder, er, at jeg kun får e-mails i arbejdstiden. Jeg får ingen efter kl. 17 eller i weekenderne. Der er ingen der vil mig noget ud over arbejdstiden. Det er kun mine arbejdsrelationer der skriver til mig.
Apropos e-mails så tjekker jeg dem hele tiden.
Tænk nu, hvis der er nogen der vil mig noget. Hvis jeg arbejder ved computeren tjekker jeg min mail hvert 5. minut. Hvis jeg går forbi en eller anden tilfældig computer tænker jeg på at tjekke min mail.
Da jeg for et par år siden var i Eritrea i forbindelse med arbejde, var det første jeg gjorde at finde ud af, hvor jeg kunne komme på Nettet, hvor den nærmeste computer var. Men efter kl. 17 på hverdage og i weekenden tjekker jeg den altså forgæves. Det hindrer mig dog ikke i at tjekke den alligevel – for sæt nu der alligevel er nogen der har skrevet. Hvis ikke der er mails til mig tjekker jeg de seneste nyheder, for sæt nu der er sket noget nyt siden jeg tjekkede dem sidst for 1 time siden.
Jeg er altså ikke kun afhængig af at arbejde, jeg er også afhængig af Internet, mails og nyheder. Jeg føler jeg er med på vognen, i forreste linje som en del af den kreative veloplyste informerede og informerende klasse.
Når jeg arbejder, er jeg i et flow, der udelukker alt andet. Det er som et kick, en rus en rutsjetur, jeg ikke ønsker, skal stoppe. Når jeg arbejder, har jeg kontrol over situationen. Jeg kan forudsige, hvad der vil ske og jeg er helt sikker på, hvad folk vil have af mig.
Arlie Hochschild beskriver i sin bog ”Tidsfælden,” hvordan folk hellere vil være på arbejde end de vil være derhjemme, fordi de på arbejde bliver udfordret og værdsat, hvorimod hjemmet er følelsernes slagmark, hvor de ikke har nogen kontrol over, hvad der sker med dem.
Hjemmet er ofte en større stressfaktor end arbejdspladsen, og mange føler det er langt mere krævende at være sammen med deres familie end sammen med deres kolleger. Det kan jeg godt kende fra mit eget liv. Heldigvis har jeg ingen børn men en kæreste der arbejder ligeså meget som jeg selv. Han kunne ikke være her i dag fordi han skulle på arbejde…
Det er meget nemt at flygte fra sine følelser ind i arbejdet. Det er nok den mest socialt accepterede eskapisme der findes. Alle kan forstå og bifalder: nej hvor er hun dygtig og flittig. På min arbejdsplads får jeg at vide, at jeg skal passe på mig selv, men samtidig opildnes og præmieres en ekstra arbejdsindsats med opmærksomhed, anerkendelse og respekt. Beskeden er selvmodsigende. Arbejdsgiveren er naturligvis interesseret i, at medarbejderne er så engagerede og arbejdsomme som muligt.
Typisk lægger chefen selv standarden ved at være den mest arbejdsafhængige af alle. Så udvikles der langsomt en arbejdskultur, hvor det handler om at udvise mest arbejdsliderlighed, hvis man vil være med helt i front.
Her er der ikke plads til børnefamilier eller sunde døgnrytmer.
Det handler om hele tiden at være i gang med et projekt, sende en masse e-mails og se ud som om man har travlt uden at være stresset.
Det interessante er, at det oftest ikke er den arbejdsafhængige, der er den mest effektive arbejder. Det er ikke nødvendigvis ham der får lavet mest. Hans behov for at være i flow, multitaske og arbejde med flere projekter på én gang, forhindrer ham ofte i at arbejde effektivt eller kvalitativt med et enkelt projekt. Han har ingen ro og forsøger konstant at indhente deadlines og holde sig i gang, så han ikke kollapser.
Jeg er ansat på en offentlig arbejdsplads under ny løn, hvor selvledelse, team-og projektarbejde er implementerede arbejdsformer. Selvom jeg officielt har fast beskæftigelsesgrad, hersker der, som der gør de fleste steder, en uskreven regel om, at får man en opgave, så fuldfører man den, uanset om det timetal man har fået tildelt rækker til opgaven eller ej. Man fuldfører det man får pålagt, eller det man i sin afhængighed kaster sig over.
Dette bliver i længden et problem, fordi jeg dermed signalerer at jeg kan klare opgaverne nemt og problemfrit og næste gang jeg får en opgave, får jeg så stadig ikke timer nok til at klare det for. Det kunne jeg naturligvis blot tale med min arbejdsgiver om, men så signalerer jeg svaghed, hvilket jeg under alle omstændigheder vil undgå. Arbejdsafhængighed tilskyndes altså af den almindelige arbejdskultur på arbejdspladsen.
Et andet incitament til afhængigheden er den i kulturen indlejrede arbejdsmoral. Der var engang, hvor det var fint ikke at arbejde. Arbejde var noget slaverne gjorde, og slaverne var kristne, men efterhånden som kristendommen blev den dominerende religion, blev det finere at arbejde, ja, det blev faktisk nødvendigt for frelsen. Lediggang er roden til alt ondt er et gammelt kristent ordsprog og med reformationen internaliseredes den kristne arbejdsmoral for alvor. Retskaffenhed og hårdt arbejde var den direkte vej til himmerige.
Dovne mennesker er onde, det ved enhver.
På trods af at vi i dag har et fuldt sekulariseret samfund, bærer vi stadig rundt på en indre slavepisker, der sørger for, at vi føler dårlig samvittighed over at sidde og kigge ud i luften, eller endnu værre være arbejdsløse.
Det er helt nødvendigt for vort velfærdssamfunds beståen at vi har internaliseret den kristne arbejdsmoral på denne måde.
”Hjulene skal dreje rundt”, ”ældrebyrden”, ”globalisering” og vi skal arbejde og vi skal arbejde og vi skal arbejde.
”Hurra” tænkte jeg da velfærdskommissionen og Anders Fogh fortalte os, at vi skal arbejde mere. Jeg kan alligevel ikke forestille mig ikke at arbejde. Nu kan jeg få lov til at ride mit junk et par år længere inden den kolde tyrker, pensionen, tager livet af mig. Samfundet bifalder altså også arbejdsnarkomanien. Det er den eneste form for afhængighed, som er 100% statsanerkendt.
Det er selvfølgelig ikke alle, der er afhængige af deres arbejde. På trods af, at samfundet og arbejdskulturen forsøger at fremelske afhængigheden, er nogle immune. Det lykkes dem at gå hjem kl. 16 og i øvrigt balancere deres opmærksomhed ligeligt mellem deres arbejde og deres andet liv.
Men vi er en del, der psykologisk er betingede for at være mere modtagelige. Det er os, der dengang vi var små havde en rolle i familien, som den der skulle sørge for at alle andre havde det godt. Det var os, der hele tiden tilsidesatte os selv, for at sørge for ro og harmoni i familien. Det er os børn af misbrugsfamilier. Så tænker man straks, ”nå, børn af alkoholikere og narkomaner..” men nej, os børn af arbejdsafhængige.
Arbejdsafhængighed er arveligt. Når far kommer træt hjem fra arbejde, forsøger alle i familien at finde ud af i hvilket humør han er, så man kan indordne sig under det.
Nøjagtig på samme måde som hvis far – eller mor – kommer fuld hjem og man skal sørge for det ikke kommer til konfrontationer.
Man lærer fra barnsben at eksternalisere sit følelsesliv. Man lærer, at man får anerkendelse gennem det man gør, - ikke den man er og at andre menneskers følelser og behov kommer før ens egne.
Har man ikke fundet en vej ud af det problem inden man når den arbejdsduelige alder, så tilbyder arbejdsmarkedet alle muligheder for, at man kan fortsætte sin eksternalisering af tilværelsen, - resten af tiden.
Med andre ord kan man sige, at jeg, mit samfund og min arbejdsplads har et gensidigt symbiotisk forhold, der er baseret på indbyrdes afhængighed. Jeg er således et helt almindeligt, succesfuldt, ambitiøst, fleksibelt, dynamisk menneske, som er lige nøjagtig så neurotisk der skal til for at oppebære et psykopatisk velfærdssamfund, der aldrig kan få nok …nok… nok.

Kathrine Olldag 2006