Hvor heldig kan man vaere?

Vi dukker op i Dolanji, uanmeldt og udenfor saesonen. Udover os er her kun en yderst sangvinsk hollandsk kvinde, Els, hvis mishandling af mantraerne saetter vores og His Holiness’ taalmodighed paa proeve. Vi er her fordi jeg gerne har villet besoege klosteret siden jeg blev introduceret til buddhisme for 7 aar siden og fordi Anja gerne vil laere mere om det og finde ud af om det er noget for hende. Vi faar audiens hos His Holiness the 33rd abbott Menri Trizin, dagen efter ankomst, og jeg var nervoes som en skolepige. Vi spurgte ham om en af hans munke eller en geshe kunne introducere Anja. Selvom jeg har fortalt Anja en hel del, bilder jeg mig ikke end at kunne andet end maaske vaekke en nysgerrighed, der skal stilles af dem der ved mere end jeg. Vi droemte ikke om at han ville bruge tid paa os selv. His Holiness var i snakkesagligt humoer og fortalte en masse, havde humor og spurgte os om mange ting. Det endte med at han selv ville undervise os, vi skulle bare komme tilbage om eftermiddagen, saa ville vi begynde der. I dagene der er fulgt har vi modtaget undervisning ca. en time hver morgen, haft mantra-lektier for, oevet os, taget noter, vaeret paa biblioteket, laest, chantet osv. Sagt med underdrivelse skulle jeg hilse fra Anja og sige hun foeler sig "rimeligt godt introduceret". Vi modtager undervisning direkte fra det religioese og politiske overhoved for Bon-traditionen. Vi har direkte adgang til en 80 aar gammel erfaren practioner og scolar, som er en konstant kilde til visdom, eksempler, humor og medfoelse. Jeg er SAA taknemmelig over at vaere fantastisk velsignet. Mange mennesker ser ham aldrig og droemmer om det, bliver maaske velsignet af ham ved en puja. Det svarer til at have direkte adgang til og modtage undervisning af Dalai Lama (som jo er Gelug-overhoved). Hvor er det vildt!
Vi sidder om aftenen paa vores terasse i solnedgangen og oever mantraer mens lyden af aften-puja stroemmer ud fra templet i klosteret. 200 munke beder og spiller paa instrumenter. Imens hoeres lyden af en Chod-praksis fra en laegmandshus lige i naerheden (den karakteristiske tromme og klokke). Paa terassen ovenoever er Guest Master (Dondrup, munk) i gang med sin recitation af aftenboenner. Alle lydene blander sig til een stor faelles praksis under stjernerne. Det er vidunderligt at vaere et sted, hvor budhistisk praksis er saa integreret i alt, hvad alle goer. Det er for mig en genopdagelse af en praksis, der egentlig sad ret godt fast i mit liv for et par aar siden, men som jeg har holdt en pause med laenge. Jeg kan maerke at mantraerne og visualiseringerne er derinde et sted, lige under overfladen, og det er fantastisk at genopdage dem sammen med Anja.

DRAABEN!

Som vi har skrevet lidt om foer, har vi faaet temmelig meget opmaerksomhed. Jo laengere vaek fra de saedvanlige turist-sites, jo mere opmaerksomhed har vi faaet. Men kun paa den maade at folk - ALLE folk - glor uhaemmet, til det punkt hvor de gaar ind i lygtepaele osv. Nogle vil saelge, nogle vil tigge, men alle sender deres blikke i vores retning, og det bliver ret anstrengende i laengden fordi man bliver meget selvbevidst og forsigtig med, hvad man goer, hvor man kigger hen, hvordan man saetter det ene ben foran det andet osv.
Jeg havde lige naaet at fortaelle Jacob i telefonen paa hans foedselsdag, at der ikke er haendt os andet ubehageligt end disse filmende oejne overalt. Saa om natten vaagnede Anja og skreg fordi en mand stod udenfor vores vindue og kiggede paa os mens vi sov. Huset og terassen er ellers meget privat og ikke et sted alle bare kommer forbi, og Anja er ikke een der normalt skriger, ssa det var et chok. Pga. heden var kun myggenettet lukket (og laast). Vinduet stod aabent, gardinerne var trukket for undtagen med en halv meter, hvor der altsaa saa lige var plads til at han kunne staa og glo. Han stod i naesten-fuldmaane modlys, hvilket forstaerkede skraekeffekten. Han gled vaek fra vinduet da Anja skreg, men saa var vi begge meget meget vaagne. Han gik frem og tilbage paa terassen og sang en eller anden bollywood-sang meget hoejt, hostede lidt og ville tydeligvis i kontakt. Jeg tog mod til mig med galoperende hjerte, aabnede myggenettet og sagde til ham han havde forkraekket os, bad ham gaa og sagde ‘good night’ og skyndte mig at lukke myggenettet igen. Det var ikke nok. Han blev, helt taet paa vinduet nu. Nu handlede det om at forskanse sig, saa jeg aabnede myggenettet for at faa fat i vinduet saa jeg kunne lukke og laase det. Han kom hurtigt helt hen til mig, ansigt til ansigt, 30 cm imellem os, latterligt grinende "may I come in?" Saa haevede jeg stemmen paa en maade jeg ikke troede jeg kunne: " You must be INSANE! Get lost and leave us alone!" og saa gjorde jeg bevaegelser og lyde jeg har set indere goere naar de jager hunde vaek. Jeg smaekkede vinduet haardt i. Han trak sig med et "sorry ma’am" og vi saa ikke mere til ham. Jeg har ikke set ham siden. Han var enten fra landsbyen eller en gaest i huset. Jeg vil sagtens kunne genkende ham, hvis jeg ser ham.

So there you have it, India is great, rich, poor, insane, beautiful, sickening, wonderful - og det hele paa een gang..

Denne episode var dog ikke opmaeksomheds-draaben for os. Underligt nok kom draaben foerst et par dage senere, da vi oplevede noget saa forholdsvist uskyldigt som at komme i avisen - close-up og alting. Artiklen handlede om at Solan (naermeste by) er i fremgang, og oven i koebet saa meget fremgang, at der nu kommer turister. Et telelinse-billede af Anja og jeg beviste pointen! Vi var i Solan i 3 timer for at koebe frugt og en diktafon, og saa har en eller anden fotograf taget et billede med linse paa lang afstand - og vupti, saa er Solan en turistby. You gotta love India! Anja blev meget gloomy da hun saa billedet: " we’re gonna sue their asses!" Det var ligesom om det bare var draaben. Nu kunne alle se os i avisen... flere blikke... Men det lader til at more munkene en hel del at vi nu er beroemte i Solan og omegn. De driller os, hvilket er ret hyggeligt.

Men som Spide sagde til Jacob: " Maend vil ha’ sex og kvinder vil bare ha’ opmaeksomhed!" - Guess what, den holder ikke i byretten!

Saa hvad er i Dolanji?

Et stykke land, en groen dal i 2000 m’s hoejde, givet af den indiske regering til en gruppe tibetanske flygtninge for mange aar siden. Her er et stort munkekloster, et mindre nonnekloster, et fantastisk bibliotek med en komplet samling af Bon-tekster, sutra, tantra, dzogchen, astrologi, medicin - det hele. Her er en lille restaurant, et par kiosker, et boernehjem, et guesthouse, hvor de serverer 3 daglige maaltider (vaerelse + forplejning 175 rupees om dagen = ca. 20 kr), Internet (naar der er stroem), og en lille gift shop med Dharma-gear.
Men hvad er Bon? Jeg vil ikke kaste mig ud i lange forklaringer. Det kan googles og der staar en masse meget fornuftigt og klogt paa mange mange sites. Helt overordnet er det den 5. skole i tibetansk buddhisme, saa ja, det er buddhisme (selvom visse scolars er betaenkelige ved Bon’s roedder i aeldgammel tibetansk shamanisme). Men det siger Dalai Lama selv det er, altsaa buddhisme, og saa maa det jo vaere rigtigt :-)

Vi uploader billeder naar forbindelsen tillader det.