10. juli 2008



2. DAGS TREK - KRISE!!
Fra Jingzhin til Rumbak









Det bedste
A:
- Besoeg i pony-mans landsby Rumbak
- At sove (finally, hurra for Diamox!)
- At laere at meditere af Kathrine
K:
- At finde ud af, hvad der var galt med helbredet, saa der kunne handles derefter (hoejdesyge)
- For foerste gang i tre doegn: Otte timers dyb soevn
- Omlaegning af rute

Det vaerste
A:
- Da hun troede, at kameraet ikke virkede laengere og tanken om, at K maaske var rigtig syg:-(
K:
- KRISE, forvirring og kroppens sammenbrud

Quote of the day
"Saa slipper vi i det mindste for at rende ind i de der canadiere hele tiden" (Kathrine om det oploeftende ved at omlaegge rute)

Reflections and observations
- Vi saa bjerggeder
- Rumbak var et imponerende, veldrevet lille samfund
- Munken (pony-mans bror, som var paa sit aarlige besoeg hos familien) gjorde stor indtryk paa Anja - hvor heldig kan man vaere at komme forbi lige netop den dag?









Traffic jam i Rumbak

Fysisk
K: Hoejdesyg - finder lige netop her ud af det:




Gode raad
- Learn the science of Diamox

Om Kathrines hoejdesyge
Kvalme, hovedpine, maveonde, appetitloeshed, stakaandethed, sloevhed, langsomme bevaegelser, traethed, svimmelhed = symptomer, som det tog mig lang tid at regne ud, var hoejdesyge. Vi havde jo taget Diamox og stolet paa medicinens forebyggende effekt (mere om overdosering og fejlmedicinering af Diamox senere). Symptomerne blev flere og tydeligere ved 3700-3800 meter. Vi stoppede tidligt paa andendagen og slog lejr, saa jeg kunne hvile. Jeg gik rundt i en does: kunne ikke sidde, ikke staa, ikke ligge og havde det generelt rigtig traels. Da brikkerne faldt paa plads for mig, var det utroligt lettende at kunne saette en maerkat paa: Acute Mountain Sickness (AMS). Hvorfor jeg valgte at fortsaette? Fordi jeg laeste om AMS i Turen Gaar Til og her anbefales hvile og tid. Hvis symptomerne fortsaetter, skal man stige ned. Selvom jeg lige der laengtes kraftigt efter Hjelm Kobbel 7, valgte jeg at se tiden an og se, om det ville hjaelpe at sove paa det. Naeste dag var hovedpinen forsvundet, og jeg var paa groed og smalkost for at kunne holde noget i mig. Derfor fortsatte vi til Ganda La Base Camp i 4300 meter (selvom hovedpinen vendte tilbage). Det var en lejrplads, der var det hele vaerd. Her var jeg ogsaa syg, men ikke ligesaa meget som paa andendagen. Jeg tog mig fx sammen til at tegne lidt, hvilket var en stor bedrift. Dagen efter besteg vi Ganda La Pass, uden at jeg var symptomfri. Efter passet faldt terraennet meget hurtigt, og det samme gjorde symptomerne.

Ingen kommentarer: