FOR FAEN DA...

Respekt for religioes prakis og oensket om Enlightment. Fine klaeder, skoent tempel, fantastiske vaegudsmykninger - men TOTALT computerspadsere de der munke!

De har faaet doneret fine fine PC'er, fladskaerme, gegabite efter gegabite harddisk, Windows 2007 - you name it. Men kan de finde ud af at koere virusprogrammer? Nej, det kan de ikke, selvom de fineste nyeste programmer er installeret. Hver gang et virusprogram forsoeger at faa lov til at rydde bare lidt op paa maskinerne lukker de programmet. Det er bare et irriterende pop-up vindue.

Det KUNNE vi i teorien vaere ligeglade med, men da vi i gaar stak vores memorysticks i maskinerne for at sortere i vores feriebilleder blev det hele, ALLE billeder inficerede med virus. Saa i dag - efter vi er gaaet ca. 18 km i middagsheden til Solan (traengte lige til at straekke benene lidt) - stak vi sticks'ne i pc'er paa denne cybercafe - og saa virker virusscanneren her - og sletter ALLE vores feriebilleder.

Anja har lagt en del ud paa sin facebook, ligesom der ogsaa er nogle paa kameraet, men langt fra alle. Pisseaergerligt...
En HAARD lektion i forgaengelighed og tilknytning. Det vaerste at miste naest efter sit pas.

Men hvorom alting er, bliver dette nok det sidste blogindlaeg eftersom vi ikke gider roere mere ved maskinerne ude i klosteret.

Det har vaeret en fantastisk tur, som helt har levet op til forventingerne. Det har vaeret en fin balance mellem natur og kultur, shopping, mantraer og meditation ;-) Nu skal vi hjem og direkte paa arbejde. En masse mails i min mailboks hiver i mig og Anja skal paa arbejde dagen efter vi lander i Kastrup, hvilket er paa tirsdag. Det bliver ok at komme hjem. Jeg glaeder mig til at se, hvor langt Jacob er kommet med gaarden og til at foere nogle flere af vores mange planer ud i livet. Jo, og saa er der et lille krae paa vej, en dansk-svensk gaardhund (naar man nu har en farm...) En taeve. Forslag til et navn modtages med kyshaand, da dette har vaeret et ongoing tema i et aars tid. Mit sidste forslag, BARDO blev skudt ned. Hm, maaske skal den bare hedde Klara?

Tak fordi I gad laese med. Vi ses derhjemme i naermeste fremtid.

Mange gode tanker og kaerlighed
Kathrine

Hvor heldig kan man vaere?

Vi dukker op i Dolanji, uanmeldt og udenfor saesonen. Udover os er her kun en yderst sangvinsk hollandsk kvinde, Els, hvis mishandling af mantraerne saetter vores og His Holiness’ taalmodighed paa proeve. Vi er her fordi jeg gerne har villet besoege klosteret siden jeg blev introduceret til buddhisme for 7 aar siden og fordi Anja gerne vil laere mere om det og finde ud af om det er noget for hende. Vi faar audiens hos His Holiness the 33rd abbott Menri Trizin, dagen efter ankomst, og jeg var nervoes som en skolepige. Vi spurgte ham om en af hans munke eller en geshe kunne introducere Anja. Selvom jeg har fortalt Anja en hel del, bilder jeg mig ikke end at kunne andet end maaske vaekke en nysgerrighed, der skal stilles af dem der ved mere end jeg. Vi droemte ikke om at han ville bruge tid paa os selv. His Holiness var i snakkesagligt humoer og fortalte en masse, havde humor og spurgte os om mange ting. Det endte med at han selv ville undervise os, vi skulle bare komme tilbage om eftermiddagen, saa ville vi begynde der. I dagene der er fulgt har vi modtaget undervisning ca. en time hver morgen, haft mantra-lektier for, oevet os, taget noter, vaeret paa biblioteket, laest, chantet osv. Sagt med underdrivelse skulle jeg hilse fra Anja og sige hun foeler sig "rimeligt godt introduceret". Vi modtager undervisning direkte fra det religioese og politiske overhoved for Bon-traditionen. Vi har direkte adgang til en 80 aar gammel erfaren practioner og scolar, som er en konstant kilde til visdom, eksempler, humor og medfoelse. Jeg er SAA taknemmelig over at vaere fantastisk velsignet. Mange mennesker ser ham aldrig og droemmer om det, bliver maaske velsignet af ham ved en puja. Det svarer til at have direkte adgang til og modtage undervisning af Dalai Lama (som jo er Gelug-overhoved). Hvor er det vildt!
Vi sidder om aftenen paa vores terasse i solnedgangen og oever mantraer mens lyden af aften-puja stroemmer ud fra templet i klosteret. 200 munke beder og spiller paa instrumenter. Imens hoeres lyden af en Chod-praksis fra en laegmandshus lige i naerheden (den karakteristiske tromme og klokke). Paa terassen ovenoever er Guest Master (Dondrup, munk) i gang med sin recitation af aftenboenner. Alle lydene blander sig til een stor faelles praksis under stjernerne. Det er vidunderligt at vaere et sted, hvor budhistisk praksis er saa integreret i alt, hvad alle goer. Det er for mig en genopdagelse af en praksis, der egentlig sad ret godt fast i mit liv for et par aar siden, men som jeg har holdt en pause med laenge. Jeg kan maerke at mantraerne og visualiseringerne er derinde et sted, lige under overfladen, og det er fantastisk at genopdage dem sammen med Anja.

DRAABEN!

Som vi har skrevet lidt om foer, har vi faaet temmelig meget opmaerksomhed. Jo laengere vaek fra de saedvanlige turist-sites, jo mere opmaerksomhed har vi faaet. Men kun paa den maade at folk - ALLE folk - glor uhaemmet, til det punkt hvor de gaar ind i lygtepaele osv. Nogle vil saelge, nogle vil tigge, men alle sender deres blikke i vores retning, og det bliver ret anstrengende i laengden fordi man bliver meget selvbevidst og forsigtig med, hvad man goer, hvor man kigger hen, hvordan man saetter det ene ben foran det andet osv.
Jeg havde lige naaet at fortaelle Jacob i telefonen paa hans foedselsdag, at der ikke er haendt os andet ubehageligt end disse filmende oejne overalt. Saa om natten vaagnede Anja og skreg fordi en mand stod udenfor vores vindue og kiggede paa os mens vi sov. Huset og terassen er ellers meget privat og ikke et sted alle bare kommer forbi, og Anja er ikke een der normalt skriger, ssa det var et chok. Pga. heden var kun myggenettet lukket (og laast). Vinduet stod aabent, gardinerne var trukket for undtagen med en halv meter, hvor der altsaa saa lige var plads til at han kunne staa og glo. Han stod i naesten-fuldmaane modlys, hvilket forstaerkede skraekeffekten. Han gled vaek fra vinduet da Anja skreg, men saa var vi begge meget meget vaagne. Han gik frem og tilbage paa terassen og sang en eller anden bollywood-sang meget hoejt, hostede lidt og ville tydeligvis i kontakt. Jeg tog mod til mig med galoperende hjerte, aabnede myggenettet og sagde til ham han havde forkraekket os, bad ham gaa og sagde ‘good night’ og skyndte mig at lukke myggenettet igen. Det var ikke nok. Han blev, helt taet paa vinduet nu. Nu handlede det om at forskanse sig, saa jeg aabnede myggenettet for at faa fat i vinduet saa jeg kunne lukke og laase det. Han kom hurtigt helt hen til mig, ansigt til ansigt, 30 cm imellem os, latterligt grinende "may I come in?" Saa haevede jeg stemmen paa en maade jeg ikke troede jeg kunne: " You must be INSANE! Get lost and leave us alone!" og saa gjorde jeg bevaegelser og lyde jeg har set indere goere naar de jager hunde vaek. Jeg smaekkede vinduet haardt i. Han trak sig med et "sorry ma’am" og vi saa ikke mere til ham. Jeg har ikke set ham siden. Han var enten fra landsbyen eller en gaest i huset. Jeg vil sagtens kunne genkende ham, hvis jeg ser ham.

So there you have it, India is great, rich, poor, insane, beautiful, sickening, wonderful - og det hele paa een gang..

Denne episode var dog ikke opmaeksomheds-draaben for os. Underligt nok kom draaben foerst et par dage senere, da vi oplevede noget saa forholdsvist uskyldigt som at komme i avisen - close-up og alting. Artiklen handlede om at Solan (naermeste by) er i fremgang, og oven i koebet saa meget fremgang, at der nu kommer turister. Et telelinse-billede af Anja og jeg beviste pointen! Vi var i Solan i 3 timer for at koebe frugt og en diktafon, og saa har en eller anden fotograf taget et billede med linse paa lang afstand - og vupti, saa er Solan en turistby. You gotta love India! Anja blev meget gloomy da hun saa billedet: " we’re gonna sue their asses!" Det var ligesom om det bare var draaben. Nu kunne alle se os i avisen... flere blikke... Men det lader til at more munkene en hel del at vi nu er beroemte i Solan og omegn. De driller os, hvilket er ret hyggeligt.

Men som Spide sagde til Jacob: " Maend vil ha’ sex og kvinder vil bare ha’ opmaeksomhed!" - Guess what, den holder ikke i byretten!

Saa hvad er i Dolanji?

Et stykke land, en groen dal i 2000 m’s hoejde, givet af den indiske regering til en gruppe tibetanske flygtninge for mange aar siden. Her er et stort munkekloster, et mindre nonnekloster, et fantastisk bibliotek med en komplet samling af Bon-tekster, sutra, tantra, dzogchen, astrologi, medicin - det hele. Her er en lille restaurant, et par kiosker, et boernehjem, et guesthouse, hvor de serverer 3 daglige maaltider (vaerelse + forplejning 175 rupees om dagen = ca. 20 kr), Internet (naar der er stroem), og en lille gift shop med Dharma-gear.
Men hvad er Bon? Jeg vil ikke kaste mig ud i lange forklaringer. Det kan googles og der staar en masse meget fornuftigt og klogt paa mange mange sites. Helt overordnet er det den 5. skole i tibetansk buddhisme, saa ja, det er buddhisme (selvom visse scolars er betaenkelige ved Bon’s roedder i aeldgammel tibetansk shamanisme). Men det siger Dalai Lama selv det er, altsaa buddhisme, og saa maa det jo vaere rigtigt :-)

Vi uploader billeder naar forbindelsen tillader det.

Shimla i monsum og ondt i maven

Vi ankom til Shimla i forgaars, Anja med stadig lidt ondt i maven fra Manali og jeg i bedring. Men saa fik jeg et kraftigt tilbagefald, imens Anja blev rask. I Manali kunne vi sagtens abstrahere fra det og opleve en masse alligevel, men denne omgang i Shimla sendte mig durk i hotelsengen, hvor jeg nu har ligget og laest 'Manden der doede som laks' (FANTASTISK bog, tak for anbefalingen ;-)) og 2 Helle Helle boeger. Paa mange maader kvalitetstid, men placerede min bevidsthed i henholdsvis Nordsverige og i DK. At ligge og laese mens monsumen pisker mod ruden i Indien..
Jeg er oppe nu efter 2 doegn i sengen og har tabt en masse vaegt (dog ikke lige den slags kur man oensker sig).
I morgen drager vi til Dolanji, som er endemaalet for rejsen. Det bliver paa mange maader noget meget andet end vi har oplevet hidtil. Jeg er traet af det ekstremt kommercielle Indien, de hoejstemte reklamer og de mange mennekser der henvender sig til os for at 'handle' eller faa penge ud af os paa forskellig vis. Eller ogsaa kigger de bare - GLOR meget indiskret og meget direkte. Man skal vaere forsigtig med hvor man placerer sit blik. Vi bliver rigtig gode til at se forbi folk og ignorere - isaer her i Shimla, hvor vi har indtrykket af at vi er nogle af de eneste internationale turister. Jeg glaeder mig til den fred og ro jeg forestiller mig vi finder i Dolanji.

Shimla er bla. hjemsted for den sidste Raj - og dette er Raj-paladset. Der er intet spor af at vi ikke befinder os foran et stort engelsk landsaede i atlanterhavstaage.

Endnu en forfalden 'heritage' - bygning fra kolonitiden. Shinla var sommerresidens for hele den britiske administration.

Goodbye soul seekers and dope smokers

I morgen drager vi videre til Shimla, hvor vi bliver et par naetter. Shimla er hovedstaden i Himalah Pradesh og en slags 'resort' fra kolonitiden, hvor alle englaenderne flygtede hen om sommeren - derfor ligner det en Yorkshire kopi, hvilket jeg ikke vil lade min nase gaa forbi. Det maa vi se!
Manali minder meget om en Roskildefestval, der aldrig stopper, en kibbutz (flere israelere end indere) eller Thylejren gone commercial. Vi har hygget os og koebt SINDSSYGT meget toej og smykker. Vi har taget det meget roligt med at integrere os med den lokale israelske befolkning... Vsynes at fremstaa som et par yuppies (vi gaar i bad og baerer rent og nyere toej), hvilket goer os komplet usynlige. De synes at have det bedst med at tale med hinanden og komme i de butikker og restauranter hvor alt staar paa jiddish. En anden grund til at det hele gaar lidt langsomt lige nu er at vi har reddet os en faelles omgang karry-mave - den hidtil vaerste, som har saenket farten og sendt os tidligt i seng de sidste to naetter.
I morgen altsaa Shimla (igen med bus, men vi forventer bedre vej), og derfra til Dolanji, som er rejsens maal.

Kaere Vordingborg Kommune
Att: Stadsgartneren

Vi er blevet inspireret i Manali til at komme med foelgende forslag til efteraarets gaagade-beplantning:

Der er op til flere fordele ved dette plantevalg: Den er sejlivet, frodig, selvformerende og vil goere kommunens indbyggere utrolig lykkelige og ikke mindst fredelige.

Venlig hilsen Kathrine og Anja

Leh - Manali
verdens hoejestliggende vej, krydser 3 pas, hvoraf det ene er verdens 2. hoejeste pas paa 5380 m.
- offroad extreem...

The Bright Sides:

• Vi blev ikke syge
• Ingen mudderskred eller oversvoemmelser, som man ikke kunne komme igennem.
• Bussen genvandt vejgrebet hver gang...
• Det tog kun 2 timer mere en tidsplanen lovede = 20 timer

De foerste 8 timer befandt vi os i en 'state of chok'. 'The Road to Manali' - et begreb vi havde nogle aabenbart naive forestillinger om. En 'road', mener vi, er en vej med asfalt og to spor. Isaer siden det er en 'main road'. Sikke vaneforestillinger... Vi vil max kalde det et hjulspor, der ind i mellem blev til stenvej - eller til en flod. Maaske 10% af vejen er asfalteret (og ikke med saerlig stort held, da vejen konstant undermineres, oversvoemmes eller smadres af overfyldte trucks.

Hvad kan turen sammenlignes med? Naar man intet kan foretage sig, kan man ligesaa godt forsoege at finde paa metaforer. Her er vores bud:

1. 20 timers bobslaede paa togskinner.
2. 20 timer i en whirlpool industrivaskemaskine paa centrifugeprogram.
3. 20 timer bundet til en mekanisk tyr paa en usselt oplyst bar.
4. Som terninger der bliver raflet 20 timer i et raflebaeger.

Det var som at faa taesk. Jeg blev kastet over i vinduet, tilbage i saedet, slog panden paa saedet foran og vaeltede over i Anja, samtidig med at vi alle i bussen med 5 minutters mellemrum blev loeftet op og droppet tungt ned i saedet igen, i oevrigt samtidig med bagagen paa taget, der hver gang gav et droen i bussen naar det ramte taget igen. Man kunne ikke drikke af en flaske eller fjerne haar fra panden uden at risikere at faa en finger i oejet. Anja laeste (endog meget meget langsomt). Man kunne ikke tale sammen, dels pga stoejen og dels fordi luften konstant blev slaaet ud af lungerne.

Jeg havde ogsaa en underlig mistanke da jeg i Leh lagde maerke til der var 6 reservehjul paa taget af bussen, samt en kasse med reservedele.. Mirakuloest punkterede vi dog kun een gang.

Stadig i Ladakh var hjulsporet en 1/2 m. dybt og loeb gennem stoev og stoev og mere stoev. De luxe bussen var meget utaet og var ogsaa fyldt med stoev - samt 4 israelere paa jagt efter mere dope og et fransk-amerikansk hippiepar.

Stor respekt til vores chauffoerer, som mestrede til perfektion at komme uden om tonstunge lastbiler i haarnaalesving, hvor der var 500 m frit fald til den ene side. Paa eet tidspunkt kunne vi se der var ca 10 cm til klippekanten... og saa forsvandt kanten, vi kunne ikke se den laengere = den var endnu taettere paa end 10 cm. Da blev selv de dopede israelere nervoese... Anja forsoegte at ignorere, at chauffoeren tog sig til hovedet. Hun kunne se alt, hvad der skete forude og taenkte: "Gad vide om det er saa smart at jeg kan foelge med i det hele? Paa den anden side, hvis jeg skal doe nu, saa vil jeg fandeme ha' det hele med!" Smart girl.

Vi naede busstationen i Manali kl. 23 natten til soendag og havde da ikke sovet i 40 timer. Vi gik hen til et hotel vi havde faet anbefalet af en lokal i Leh - i oevrigt efter at vores bagage IGEN var forsvundet, men denne gang kun en halv times tid. Hotellet rippede os af, fordi vi var traette og desperate og lignede nogen der har penge (i modsaetning til israelerne). Det var et lortehotel, kort og godt. Har aldrig oplevet et vaerre hotel. I gaar forlod vi hotellet under forholdsvis stort drama fra managerens side og er flyttet paa guesthouse i Old Manali. Et fantastisk landsby-agtigt samfund, fyldt med meget unge hippier og gamle bikere paa harleyer. Godt humoer, gode vibes OG TEXTILHIMMELEN! Jeg forlangte allerede i gaar at blive sat under oekonomisk administration, og i dag er isaer Anja sprunget ud som galoperende shopaholic. Vi kan ikke holde styr paa hvad vi har koebt eller hvilke indkoeb der tilhoerer hvem. Vi har allerede nu koebt to store ekstra kufferter saa vi har plads til at trille alle vores vidunderlige sager hjem gennem tolden...

Saa efter busturen fra helvede, hvor jeg var sikker paa min lever havde byttet plads med mine nyrer, er vi i hoejt humoer og dagens citat leveres af Anja: "Damn good looking Sikhs" (om et par Bollywood-udseende sikher paa motorcykler).

Kaere Rejseholdet

Vi har hoert I rejser ud i verden, opklarer forbrydelser og straffer folk. Saa derfor vil vi bare lige sige, at vi har fundet et gigantisk smuthul, der lige maa vaere noget for jer. Her i Manali i Indien gror der hamplanter OVERALT, og de bruger det vist til mere end at lave reb med.. Saa kom og put folk i faengsel!

Venlig hilsen Anja og Kathrine

PS:Vi ser frem til vores findeloen.

MARKHA VALLEY TREK 2008

Her foelger vores faelles dagbog fra vores 8-dages trek. Vi har forsoegt at goere det laesbart, selvom Det layout-maessigt er svaert at styre blogspot herfra. Kort fortalt var de tre foerste dage meget kaotisk fordi de var praeget af Kathrines hoejdesyge. Derfor omlagde vi ruten, saa det har ikke vaeret det klassiske Markha Valley Trek. Det forhindrede dog ikke, at vi besteg Ganda La Pas i 4900 meters hoejde, hvilket var et bogstaveligt og mentalt hoejdepunkt paa turen. De sidste dage var mere fredfyldte med kortere trek og laengere ophold i dale. Men laes selv og se billederne.

1. DAGS TREK - no shadow today
Fra Spittok til Jingzhin

Hard dusty road... et par udsigter fra dagens trek

Det bedste
- Frokost ved fossen
- Middag i telt med gule, foldede servietter
- Opdagelsen af den fantastiske, naturlige skidestilling
- Overvaeldende landskab; ekstrem kropslig oplevelse

Det vaerste
- Tanken om guidens dyrkelse af Vesten
- For tung rygsaek
- TOO DAMN HOT
- Traethed efter to doegn med daarlig soevn

Vores fine blaa telt (home sweet home) og det fine bord med den fine groenternede dug og de smaa blaa stole

Quote of the day
"Sometimes ponies go up and away and don't come back" (Dorjey om pony-mans udfordringer)

Reflections and observations
- Kathrine har set mange nye mennesker i dag (som i virkeligheden var de samme hele tiden)
- Vi er imponeret over de organisatoriske evner hos vores Ladakhiske crew
- Vi har set en vaskeaegte arketype, og vi gaetter paa, at Kaptajn Jespersens (Helge Adam Moeller-klon af et canadisk familieoverhoved) motiv for at hilse os med et 'gutentag' bunder i Kathrines lyse Heidi-fletninger og spontane jodlen. Det gyselige ved ham er, at han driver sin familie som en flok hunde.
- Vores guide, Dorjey, kan godt lide at spille kort

Fysisk
A: Top dollar! Ikke solbraendt, believe it or not, og har faaet gang i systemet igen
K: Ondt i skinnebenet og solskoldet, maet, traet og ved godt mod

2. DAGS TREK - KRISE!!

Fra Jingzhin til Rumbak

Det bedste
A:
- Besoeg i pony-mans landsby Rumbak
- At sove (finally, hurra for Diamox!)
- At laere at meditere af Kathrine
K:
- At finde ud af, hvad der var galt med helbredet, saa der kunne handles derefter (hoejdesyge)
- For foerste gang i tre doegn: Otte timers dyb soevn
- Omlaegning af rute

Det vaerste
A:
- Da hun troede, at kameraet ikke virkede laengere og tanken om, at K maaske var rigtig syg:-(
K:
- KRISE, forvirring og kroppens sammenbrud

Quote of the day
"Saa slipper vi i det mindste for at rende ind i de der canadiere hele tiden" (Kathrine om det oploeftende ved at omlaegge rute)

Reflections and observations
- Vi saa bjerggeder
- Rumbak var et imponerende, veldrevet lille samfund
- Munken (pony-mans bror, som var paa sit aarlige besoeg hos familien) gjorde stor indtryk paa Anja - hvor heldig kan man vaere at komme forbi lige netop den dag?

Traffic jam i Rumbak

Fysisk
K: Hoejdesyg - finder lige netop her ud af det:

Gode raad
- Learn the science of Diamox

Om Kathrines hoejdesyge
Kvalme, hovedpine, maveonde, appetitloeshed, stakaandethed, sloevhed, langsomme bevaegelser, traethed, svimmelhed = symptomer, som det tog mig lang tid at regne ud, var hoejdesyge. Vi havde jo taget Diamox og stolet paa medicinens forebyggende effekt (mere om overdosering og fejlmedicinering af Diamox senere). Symptomerne blev flere og tydeligere ved 3700-3800 meter. Vi stoppede tidligt paa andendagen og slog lejr, saa jeg kunne hvile. Jeg gik rundt i en does: kunne ikke sidde, ikke staa, ikke ligge og havde det generelt rigtig traels. Da brikkerne faldt paa plads for mig, var det utroligt lettende at kunne saette en maerkat paa: Acute Mountain Sickness (AMS). Hvorfor jeg valgte at fortsaette? Fordi jeg laeste om AMS i Turen Gaar Til og her anbefales hvile og tid. Hvis symptomerne fortsaetter, skal man stige ned. Selvom jeg lige der laengtes kraftigt efter Hjelm Kobbel 7, valgte jeg at se tiden an og se, om det ville hjaelpe at sove paa det. Naeste dag var hovedpinen forsvundet, og jeg var paa groed og smalkost for at kunne holde noget i mig. Derfor fortsatte vi til Ganda La Base Camp i 4300 meter (selvom hovedpinen vendte tilbage). Det var en lejrplads, der var det hele vaerd. Her var jeg ogsaa syg, men ikke ligesaa meget som paa andendagen. Jeg tog mig fx sammen til at tegne lidt, hvilket var en stor bedrift. Dagen efter besteg vi Ganda La Pass, uden at jeg var symptomfri. Efter passet faldt terraennet meget hurtigt, og det samme gjorde symptomerne.

3. DAGS TREK - slowly, slowly, but moving ahead
Fra Rumbak til Ganda La Base

Det bedste
- Dorjey og Cook i godt humoer og hyggelige at vaere sammen med
- Flink Peter fra England havde mange gode oplysninger og raad om hoejdesyge og Diamox
- Lejren Ganda La Base Camp er et fantastisk sted!
- Gaarytme fra Rumbak til Ganda La Base Camp fungerede fint
- Endnu dybere indsigt i hoejdesyge takket vaere Peters medicinske haandbog

Det vaerste
A: - Slow morning start because of Diamox
K: - Mere hoejdesyge - symptomerne kom tilbage halvvejs oppe mod Base Camp

Quote of the day
"Dyrereservat? Der er flere vilde dyr hjemme i min have" (Kathrine om dyrelivet paa trekket)

Reflections and observations of the day
- Fornemmelsen af at kroppen aabner sig, og at der ikke rigtig er forskel paa ude og inde - som et mentalt landskab. Oejet er fyldt med bloede bjerge, man kan tumle i. Enorme stoerrelsesforhold, der saetter opfattelsesevnen paa proeve. En faenomenologisk oplevelse.
- VI ER NU HOEJERE END MOUNT BLANC
- Af en nationalpark at vaere er her daelme faa dyr. Kathrine har set: 3 en halv murmeldyr og 3 harer (muligvis den samme), mange livagtige krager. Anja har set: 0 murmeldyr og 2 harer (muligvis den samme, som Kathrine har set.

Fysisk
K: Hoejdesyg og har stive ben

Gode raad
- Drink water - lots and lots
- Check out homestay-program i Leh, hvor man kan bo og spise hos forskellige familier privat til meget faa penge

Anja the trekker

4. DAGS TREK - 4870 fucking meter! (vi diskuterede laenge, hvilken by, der har dette magiske tal som postnummer - nogle bud?)

Fra Ganda La Base til Shingo

Det bedste
- Naa toppen af Ganda La-passet i 4870 meters hoejde og se bjergene til alle sider med bedeflag blafrende rundt om oererne
- Bade i en dejlig, koelig springkilde og faa klaret hovedet og vasket kroppen
- Privat besoeg hos te-telt-pigerne i Shingo til hjemmebagte boller og mere te
- Dejligt trek

Quote of the day
"I want to be your friend" (smuk te-pige paa 21 til Kathrine)

Reflections and observations of the day
- Vi saa mange murmeldyr (de findes og er sjove!)
- Helt vildt haard opstigning i et type landskab og hurtig nedstigning (1000 meter paa to timer) i et radikalt andet type landskab
- Der blev varmt (turens varmerekord, tror vi)
- ENORMT dejligt at bade i gletchervand, naar det er varmt (og som vi siger paa Moen: Det er ikke koldt, naar man lige har vaeret i lidt:-)
- Fantastisk gaestfrihed i dette land
- Kvarts er IKKE krystal

Fysisk
A: Har det rigtig, rigtig godt.
K: Er genfoedt efter nature-wash i fossen og mener at vaere hoejdesyge-fri nu. Stadig forpustet dog og meget stivbenet

Camp life

Gode raad
- Lad vaere med at hive i flagerne paa dine laeber
- Tag saa for hulan noget sunblock paa!!
- Find din gaarytme og respekter den

5. DAGS TREK - Himalayan hangovers
Fra Shingo til Skuy

Det bedste
- Meget smuk sti paa trek
- Solnedgang over flod (Caspar David Friedrich go home!)
- Endelig regnvejr!
- Besoeg i Skuy Gompa og sidde udenfor klosteret
- Benmassage, ahhh!

Skuy Gompa

Det vaerste
- Toilettet ved Skuy Camp
- Trek var lidt for kort
- Lejren var for turistet
- Anja var hungover (ikke alkohol-baseret, I kid you not) og uoplagt - sikkert en kombination af haardt trek loerdag og lettelse maaske.

Quote of the day
"Av av av, hvor er det godt!" (Kathrine i Anjas massagehaender)

Reflections and observations of the day
- Pony-man gad godt have saadan nogle heste, som Manali-fyrene har
- I dag er IKKE Kathrines bryllupsdag, selvom hun det meste af formiddagen thought so
- Britiske fyre ser ENDNU mere fjollede ud, naar de gaar rundt med en lampe i panden
- Taarnebuskebaersaft er en heftig vitaminbombe og smager bedre, end det lyder!

Fysisk
K: NUL hoejdesyge-symptomer - nu kun symptomer paa kronisk daarlig form. Betonben, der synes umulige at koordinere
A: Ogsaa nul hoejdesyge-symptomer, men en tilstand, der kan sammenlignes med en regulaer soendag efter heftig bytur - Himalayan hangovers

Gode raad
When tired, take a nap and when pissing, avoid thorn bushes

Marhka Valley!

6. DAGS TREK - Kathrine og Jacobs et aars wedding day

Fra Skuy til Chilling

Det bedste
- Middag med momo og kage
- At sidde hele eftermiddagen under abrikostraet
- At gaa og snakke paa trekket
- Crewet er soede og mere loesnede op
- Tolley over Sanska River ("it's just a box")
- Dejligt toilet ved lejren

Tolley over Sangska River "it really is just a box"

Det vaerste
- Lejren og Chilling er vanskelig at danne sig et overblik over
- Trekket var for kort
- Lidt traette af at spilde en dag i Chilling (rest day)

Quote of the day
"Maximum people will be at the Hemis Festival" (Dorjey)

Abrikostraet, som var vores yndlingssted i 2 dage

Reflections and observations of the day
- Vi foelte os klar til at tage tilbage til Leh
- I morgen er hviledag, og vi synes, det er lidt fjollet med et hvil paa trekkets sidste dag
- Vi bliver trukket i en banankasse over Sanska River
- Kathrine og Jacob har vaeret gift i et aar, HURRA!
- Vi drak vores foerste indiske oel (Godfather), og dommen er: Den er god!
- Snak og laesning om tilknytning i buddhistisk sammenhaeng. Ens forhold til tilknytninger skal vaere kendetegnet af det samme som at baere en moent med aaben haand og haandfladen vendt mod skyerne i stedet for at klynge sig til moenten med nedadvendt knytnaeve.

Fysisk
A: Frisk igen, skoldet paa skulder, gode balder og alting ok!
K: Har skidt efter fem dages pause, ret maerkelige ben, som er vanskelige at styre. OK humoer og har lyst til at goere det hele igen.

Gode raad
Bliv ikke skraemt af koerne!

Unzuk har lavet momo og bryllupskage!

7. DAGS TREK - herfra vores verden gaar

Rest day i Chilling

Det groenne Shangri-La midt imellem bjergene er Chilling

Det bedste
- At ligge paa madrassen og kigge op i abrikostraet og se solen mellem bladene
- At sidde og observere village-life
- Aftentur ved Sanska River
- Det lille trek op til den varme kilde, hvorfra vi fik turens sidste grandiose udsigt (250 meters stigning)

Det vaerste
- Da en mand rev vores fine toilet (=dejligt stort hul og udsigt til himlen) lige ved lejren ned (en lektion i forgaengelighed)
- To gange karry jelly-belly

Quote of the day
"If you are lucky, a jeep will come by (*griner*)" (Dorjey til spoergsmaalet om hvad man goer, hvis man bor i Chilling og skal akut paa hospitalet)

Observations and reflections of the day
- Pony-man har inkarneret sig til en tyr, som vi ser overalt nu, hvor vi foer saa pony-man overalt
- Den private ejendomsret er noget helt andet her end i DK. Der er flydende graenser mellem offentlige og private rum - har man fx forvildet sig ind paa privat grund, bliver man hilst velkommen som gaest
- Geder, faar, ponyer, aesler og en ko (pony-man) gaar rundt mellem telte og huse og os og et lille bord med groenternet dug og gaar bare og graesser og aeder og skider
- Det er som om, der er en cyklisk bevaegelse mellem jord, vand, stoev, lort, sten og bjerg
- Staerk foelelse af, at alt er i perfekt harmoni - uendelighedsfoelelse - elementerne trae, sol, himmel og jord - foelelsen af at ligge under et trae og foele sig beskyttet og del af det store hele

Sangska River Beach

Fysikken
A: Jelly-belly, men ellers i meget god tilstand. Smertefulde laeber.
K: Ogsaa jelly-belly, men har det elllers rigtig godt. Smertefulde laeber og oerer.

Gode raad
Husk laebepomade med UV-filter. Lad vaere med at pille i hudflagerne paa dine oerer

Trek is done!

8. DAGS TREK

I dag bliver vi hentet i Chilling i en jeep. Her ser man vores crew: Fra venstre Dorjey (guide), Cook (Unzuk), Helper (bliver kun kaldt Helper).
I Leh skal vi i BAD og VASKE TOEJ! - og fejre vi overlevede..

THE Pony Man

TYVSTART!

Vi har tjekket udstyret og 'faet kilometer i benern' i dag (et udtryk Anja har fra en meget jysk maratonloeber). Vi gik ad en stejl sti op paa toppen af et lille bjerg ved Leh, hvor der laa en lille Gompa (buddhistisk kloster) og fulgte en laengere vej tilbage. Det gik helt fint og der var mange mange motiver til kameraet. Paa billedet her staar Anja ved gompaen i sin helt egen 'state of mind' (egentlig spionerer hun paa et par hippier rundt om hjoernet).

Den fine gamle gompa vi gik op til.









I morgen begynder det egentlige trek, det store eventyr. Vi er alene i 'gruppen' men har behoerigt 4 (!) ladakhi folgesvende. En guide, en kok, en hjaelper (en der henter hjaelp hvis det gaar galt) og en 'pony-man' som styrer hestene. Det skal nok blive hygsomt. LOOK OUT HIMALAYA! HERE WE COOOOOOME!!


Her ser I en forsmag paa den fantastiske udsigt, Himalaya har at byde paa de naeste 8 dage..

TO BE CONTINUED... (om 8 dage)






Folg vores rute her: http://www.jysk-rejsebureau.dk/travelplanner/vis_pb.php?idaktivitet=52#

Kaere enhver som maatte bekymre sig om vores helbred og velvaere:

VI HAR DET RIGTIG GODT!

Efter et doegn og 5 1/2 time i Leh: Vi har ikke hovedpine eller mavepine, men til gengaeld ret mange fine roede koral og turkis - smykker. Vi kan maerke hoejden paa den maade at vi bliver let forpustede og ind i mellem kan vi maerke lidt svimmelhed. That's it! Naa jo, og saa sover vi MEGET! Men vi har jo for faen ferie. Men helt aerligt saa var Diamox'ens bivirkninger vaerre end dette. Men hvem ved, hvordan vi ville have haft det uden dem? Billedet beviser hvor godt vi har det! Vi er kommet i HIMLEN!!!

HOW TO GET YOUR MISHANDLED LUGGAGE BACK WHEN YOU ARE OUTSIDE DELHI INTERNATIONAL AIRPORT:

1. Call the airplane company that you arrived with. In our case, Finnair, to check the opening hours of their airport office.

2. Get ripped off by taxi driver taking you there.

3. In office: They will take a copy of your passport, wrtite application for getting temporary access to the airpor inner area, write reclamation for your luggage. On the reclamation you have to write the content of the bags - but not the value of the content.

4. Go to office for-handing-out-temporary-permits-of-access-to-airport.
A. Present the case to Big Boss Of Office who is unmistakebly the most important person in the office. He discovers the fatale mistake the the pasport photo copies of Anja and Kathrine have been switched and are not attached to the right forms. He corrects the mistake. This is what defines leadership, and that's why he's the boss.
B. Take documents to pre-office and have five men write the temporary access permit form (two of them fixing unrecognisable machinery).
C. Fill out the rest of the form and sign it.
D. The forms are taken to Big Boss who stamps them. Only Big Boss has a stamp.

5. Enter airport. Present permits and passports to armed guard who lets you through.

6. Move toward custom area and show permits and passports to sneaky looking, flirtatious power sick armed guard og custom area. He stalls, acts as if there is a problem, which he finds funny, and the lets you in.

7. Check permits and passports with Big Boss of custom who has his own desk in the middle of everything. He orders you to value the list you wrote on the content of your bags. It is done. Big Boss stamps new unknown form and allows you to go to storage room to collect your luggage.

8. Go to dusty storage room with unknown form from Big boss of customs, passports, temporary airport permits, reclamation and a lot of other unknown forms. At this point just go with the flow. The Big Boss of storage room fill out several forms, which we suspect are receipts for picked up luggage. One of his six employees sitting around fills out a different unknown form which we signed (it could have been a guestbook of some sort). Another guy handed out our luggage in blue plastic bags.

9. Go to X-ray machine for having your luggage X-rayed. The senior board of customs tells you laughing that when you have written down the value of the stuff in your bag you have to pay 36% taxes of the whole thing. They didn't laugh because they were joking, because they where not.. If we had NOT written any value, we WOULDN'T have to pay taxes. The things in the bags are not import-stuff, but our own private stuff so...

10. Go back to Big Boss of custom's own private desk and fill out new form without writing the value of our stuff. Fortunately this particular form did not recuire any stamps from any other Big Boss. So Big Boss of custom did not loose face.

11. Go back to X-ray machine and senior board of customs and give them new form with no indication of value of stuff in bag. They stamp it. Fill out form, which is maybe-foreigners-registration-in-India, we are not sure. We signed it. At this point we had already been in India about 24 hours (probably as illegal immigrants!)

12. Take luggage out of airport and continue journey!

WELCOME TO INDIAAAA!

Og hvilken velkomst! Vi har bestaaet - eller i faerd med - hvores kvindomsproeve. Vi burde maaske have taget det som et tegn, at Henrik (som er Anjas gamle ven fra Sdr. Omme og som vi fik et lift med til lufthavnen fordi han skulle et aar til Australien) fik stjaalet sin pung i Security i Kastrup. Et andet tegn var at vi konsekvent blev ved med at stille os i koer der gik 10 gange langsommere end de andre, men Anja beroligede "jeg tiltraekker langsomme koer, det sker bare altid for mig, jeg kan spotte dem paa lang afstand". Ok, haha, alt er stadig godt. Vi ankommer i Helsinki. Flyet er forsinket og vi er traette. Medicinen haerger os igen. 4 timer efter planmaessig afgang faar vi lidt kompensation for ventetiden: 17 Euro vi kan snolle for i lufthavnen OG vi bliver opgraderet til businessclass. Da Anja spoerger hvorfor faar vi at vide vi ser saa paene, voksne og velsoignerede ud... Vi opdagede i flyet at de osse havde opgraderet nogle andre af de mest "modne" hvide fra economy class, som overvejende bestod af folk med anden hudfarve. Det foeltes som at vaere dem der sad oven paa elefanten, mens alle de andre gik ved siden af, ligesom i de gode gamle kolonidage. Flyet var overbooket og de ledte efter nogen at saette paa businessclass og det blev os, men det fortroed de, for vi havde det som Jeppe der doede og kom i himlen: Vi trykkede paa alt hvad der kunne trykkes paa, vi foraad os i 3 retters menuer, valgte hvilken film vi ville se paa vores private lille skaerm og lagde saedet ned i vandret og fik os en skraber. Rimelig fed begyndelse paa rejsen! Hurra for businessclass! Saaledes hoejstemte landede vi kl. 02:00 lokal tid i Delhi i en lufthavn under ombygning med meget faa og rudimentaere skilte. Vi skulle skifte til indenrigsterminalen som laa 10 km vaek. Ok, vi blev rippet foerste gang af en taxi og koerte til domestic. "Where are you going?" " Where do you come from?" How long time do stay here?" " When is your flight?" "I know a nice hotel you can stay there until your plane leaves" Neeej, koer os nu bare til lufthavnen og ring til din faetter og sig der ikke er bid.
Efter et par timer i indenrigs faar vi at vide at passagerer til Leh skal identificere deres bagage, saa vi gaar til disken og tjekker ind og kigger - "no bag madam". Maybe it will be here in 15 mins. Det var de ikke, eller en time senere. Saa faar damen fri fra arbejde og vi saetter en ny ind i problemet. Grundlaeggende forstaar vi ikke rigtig hvad det er vi skal, udover at vores bagage dukker op i indenrigsteminalen og skal identificeres. Paa dette tidspunkt er der lidt over en time til vi skal flyve, vi er traette og ved at vaere ret moere.
Den nye dame har mere styr paa sagerne. Hun fortaeller os at vi skulle have baaret vores bagage gennem customs SELV i den internationale terminal og have taget det med til indenrigs. Forstaa at vi har siddet og ventet i 3,5 time foer vi faar denne besked. HVIS vi havde faet det at vide flere timer tidligere KUNNE vi have naet at tage tilbage, finde vores bagage og naa flyet. Det kunne vi ikke nu.
Tilbage til den internationale terminal, blive rippet af endnu en taxi som nu foejer noget saa eksotisk som "slid paa bilen" til regningen, selvom vi har siddet helt helt stille. Vi forsoeger at komme ind i lufthavnen, hvilket er vanskeligt fordi der kun er adgang for rejsende med gyldigt rejsehjemmel, og det er lige blevet inddraget i domestic fordi vores billet blev cancelled. OK, koldt vand i blodet. Vi forsoeger at forklare en vagt ved indgangen hvad vi skal. Vi forsoeger at forklare en anden vagt som kan engelsk, hvad vi skal. Vi lukkes ind. Vi forsoeger at foklare en vagt som vogter customs area hvad vi skal. Vi kan ikke fremvise billet. Vi forsoeger at forklare det til hans chef. Vi lukkes ind og gaar til "luggage claim". No maam, you need a voucher to have your luggage handed out. Go to the information desk." Vi gaar til information desk. De forklarer os at kun personalet paa det fly vi kom med kan udstede en saadan voucher - og de er jo forlaengst floejet videre mens vi sad og ventede i god tro paa vores naeste fly i indenrigsterminalen. Naa... ok.... *dyb indaanding*.... *traet oejenkontakt med Anja*... saa hvornar kan vi faa fat i dem? Yes maam, they have an office here that is open in the evening between 7-9 pm. Ok, vi kan faa en voucher i et kontor i den internationale lufthavn ml. kl. 7-9 i aften. Dette papir (samt en fotokopi af vores pas gaar jeg ud fra siden det synes at vaere maaden at dokumentere alt paa her - har allerede faet taget 4 kopier af mit pas - selv til denne internetcafe) skal vi saa tage til customs, faa udleveret vores tasker, og saa tage tilbage til det hotel vi i vores noedssituation har installeret os paa. Dette hotel ligger lige over for indenrigsterminalen, saa i morgen tidlig kan vi gaa over til check in, med tasker og alt muligt. Det rigtig rigtig traelse ved det her er at Anja spurgte om dette specifikt i Kastrup 2 gange: Gaar vores bagage igennem hele vejen til Leh? "Ja, selvfoelgelig!" Heller ikke Jysk Rejsebureau har sagt noget andet. Hvis vi bare havde vidst det! Vi gik for faen lige forbi bagagebaandene! Heller ikke vores check in dokumenter afsloerer noget som helst andet end at vores tasker ville gaa hele vejen igennem.
Okay, vi lagde en plan: tjekke ind paa hotel ved indenrigsterminal, faa noget soevn, veksle penge, spilde tiden paa bloggen, ringe hotel i Leh og sige vi bliver forsinket, ringe Jysk's kontor i Delhi og udskyde trekket een dag, tage ud til international terminal i aften, faa voucher, finde bagage, tilbage til hotel, spise aftensmad, sove og gaa over til check in kl. 5:30 i morgen tidlig.
Indtil videre er der styr paa tingene igen..... men for faen..... vi skulle have vaeret et helt andet sted lige nu. Delhi ligger i lavlandet = det er pissevarmt og fugtigt. Vi er klaedt paa til at staa ud i Leh... og vi har kun det vi gaar og staar i.
Lige der, for nogle timer siden, foer jeg lagde mig for at sove gik jeg ud af rummet paa hotellet og skulle et eller andet nede i receptionen... og saa kunne jeg ikke finde tilbage fordi vores hotel er som en labyrint med komplet ulogiske gange og trapper. Jeg havde glemt vores vaerelsesnummer og maatte hjaelpes. Det var en Kafka-roman, det var en Ilya Kapakov installation... men det var ligesom paa en eller anden maade draaben...

MEN bortset fra denne beretning, som jeg skriver af terapeutiske aarsager gaar det fint. Anja er en fremragende taalmodig og optimistisk rejsekammerat. Inderne er meget soede og venlige. En aeldre mand kom hen til mig fordi jeg stod paa gaden og saa lost ud, kunne ikke se hvilke retning jeg skulle gaa. Han forklarede mig taalmodigt hvor jeg skulle hen og var paa ingen maade indladende eller slesk. Mens han roligt forklarede pillede han min troeje fri for lange loese haar paae en effektiv, elegant og diskret maade. Det blev jeg glad over...

Mental note til mig selv:

Overvej en anden gang om kombinationen: turbo-arbejde i mange døgn, multitasking, meget dårlig søvn i Anjas lejlighed, spændingshovedpine, niece-baciller, tyfus-piller, hepatitis-vaccine og DIAMOX er den fedeste kombination i verden lige før man skal på sit livs tur.

DIAMOX er egentlig medicin til folk med grøn stær(!) men det virker åbenbart også forebyggende på højdesyge, hvorfor vi tager dem. Bivirkninger: kvalme (TJEK), svimmelhed (TJEK, som efter 3 øl) træthed (TJEK, kan også være den korte nat), snurrende fornemmelser i arme og ben (TJEK), "myrekryb"(TJEK), smagsforandring (TJEK, aldrig har citronsorbet smagt så fantastisk!),

OY! 6 døgn til jeg sidder i flyveren

Jeg er allerede radbrækket. 2 døgn tager det at sætte udstilling op på seminariet (hvilket bare er hårdt for kroppen fordi man gør mærkelige ting med den), og så skulle jeg lige til min egen eksamen på uni også - i onsdags... flere tjeks!
Det er en god fornemmelse at være klar til at skrive speciale. Jeg kommer sikkert til at plage Anja de næste uger når vi sidder på en bjergtop og forsøger at forene os med det store ingenting: HVAD SKAL JEG SKRIVE OM?
Men hvorom alting er (som altid har været en federe vending end "anyway") så er jeg på ingen måder klar til at tage afsted, og jeg skal løbe virkelig stærkt for at blive klar. Bare der nu bliver tid til at tage ordentlig afsked med ham der.... hvad er det nu han hedder, ham jeg bor sammen med... min mand... åh, det ligger lige på tungen... Men altså at jeg når at kramme ham, for han er faktisk rigtig sød.
I de næste 2 dage står den på jydetur: Lone i Århus (og lille egernunge Mads), Mor Solvejg i Sdr. Omme og lillebrog Kristian i Rudkøbing (ikke helt Jylland, men dog på den forkerte side af broen). Det blir godt.

10 DAGE TILBAGE

- og jeg har pissetravlt. Alt det der med at geare ned før ferien... NIX! De sidste 2 dage har jeg eksamineret billedkunststuderende (og de fik 10 i snit thank you very much) og i morgen skal jeg så til min egen eksamen, men skal lige nå at aflevere min visumansøgning på den indiske ambassade inden eksamen. TJEK, TJEK og TJEK. Så mangler jeg bare:

• veksle penge
• vaccinationer
• skrive 2 jobansøgninger
• søsætte projekt Fluxus
• besøge min mor
• besøge min veninde Lone (og hendes lille nye fine søn, Mads)
• besøge min lillebror
• holde møde med kulturchef o.a. i Vordingborg om billedskolen i fremtiden
• finde ud af hvordan vi gør med det praktisk-musiske kursus på sem. næste år
• købe mere gear til Indien

Rejsebloggen begynder her

Efter at have brugt 24 år på at drømme om det, realiserer jeg nu DRØM-MEN!

Der er nu 12 dage til jeg står i byen Leh i distrikt Ladakh i indisk Kashmir. Her begynder en måneds rejse i Indien!

Jeg rejser med min veninde Anja. Hun bliver en fast bestanddel af min rejse, min klippe, og den der bærer mig ned fra de høje pas.

Jeg har villet til Himalaya/Indien/Nepal/Tibet siden jeg som 11-årig hørte min grandkusine Lene fortælle om sin månedslange rejse rundt i Tibet. Hun viste billeder og hun så anderledes ud, end alle de andre jeg kendte der hvor jeg kommer fra. Min forestilling om verden blev pludselig meget meget stor og jeg blev grebet af en dyb rastløshed. Rastløsheden er en fast bestanddel af mit liv og den udmønter sig denne sommer altså i en rejse til det nordlige Indien - til tibetanske flygtningelandsbyer, til klostre, barskt terræn og svimlende højder.............................

I nat havde jeg min første drøm om turen. Den handlede meget pragmatisk om mine forestillinger om indiske toiletforhold... hm... knapt så storladent.

Vi rejser med jysk rejsebureau, som også sælger det trek vi skal ud på. Billederne her er fra bureauets beskrivelse af turen, som I kan læse om via linket http://www.jysk-rejsebureau.dk/travelplanner/vis_pb.php?idaktivitet=52

Om mindre end 2 uger er det mine egne billeder jeg lægger ud..... *uak!*

Planen er altså:

• 27. juni afsted
• Flyve til leh (og lande i 3500 m's højde)
• Undgå højdesyge
• Være 3 dage i Leh - akklimatisering
• Gå trekket Markha Valley 8 dage
• Tilbage i Leh, hvile i 2 dage
• Bus ned ad bjergene til Solan i distrikt Shimla
• Taxa til Dolanji (tibetansk landsby med kloster og børnehjem)
• 14 dage (ca) i Dolanji og omegn
• På en eller anden måde ned til Delhi
• De sidste dage i Delhi - storbyferie
• 29. juli hjemme igen

Jeg glæder mig helt vanvittigt. Men inden jeg tager afsted skal jeg liiiige 1) have visum 2)have vaccinationer 3) eksaminere et hold billedkunststuderende 4) til min egen eksamen på komparative kulturstudier 5) skrive en jobansøgning

Men herregud da... 12 dage... det når jeg nok............................

Jeg ved godt det er gjort før, men jeg kunne godt tænke mig at liste nogle vendinger, som irriterer mig. Sproget konstruerer vores virkelighed, vores værdier og forestillinger, og også vores sociale positioneringer. Min påstand er, at ord og vendinger, som indeholder kvinde-ord, eller er feminiserede er negativt ladede og at mande-ord, eller maskuline vendinger er positivt ladede. Det er altid en sjov lege at undersøge ordenes og vendingernes ladning ved at vende dem om og sige f.eks: "Hey kusine, du har nogen store svedige æggestokke!"

Er der nogen, der kan hjælpe med at føje til listerne?
___________________
Først mande-ordene:

Fætter, en anerkende tilkendegivelse
En ordentlig fætter (ordentlig kan skiftes ud, men beskriver noget konkret fremtrædende, som er imponerende på en eller anden måde)
At mande sig op, at tage sig sammen
Han, bruges synonymt med man
At have nosser til.., at være modig
___________________
Så kvinde-ordene:

Tøset, synonymt med kvindagtig og piget.
Bøsset, kan bruges om hvad som helst, der ikke fungerer, eller er frastødende
Kvindagtigt, om det at være intrigant, fej, passiv osv.
Konet, beskrivelse af kvinder, tøj, indretning osv, der ikke er attraktiv eller moderne
Piget, om noget useriøst, meget feminint

Jeg vil gerne lige knytte en kommentar til dette billede. Det er et jeg selv har lavet.

Grundidéen var, at jeg går og bokser med den måde jeg har indrettet min tilværelse på. For det første har jeg et fuldtidsarbejde, hvilket er helt fint - ingen problemer der, fast indkomst er dejligt. Men der hvor ambivalensen sætter ind er, at jeg har skruet mig ned i en økonomisk situation, der gør at jeg ikke må blive syg, eller tage orlov, for så har jeg ikke råd til at bo, der hvor jeg bor. Mit hus er fedt og ligger 300 m. fra Østersøen for enden af en grusvej uden naboer, op til en stor skov, så der er al mulig basis for bar røv i haven. Her vil jeg gerne bo. For at kunne bo her SKAL der både min og min mands indtægt til. For at kunne arbejde de steder vi arbejder, skal vi bruge to biler. Okay. Jeg ejer altså en 3-længet gård og 2 biler, har fast indkomt, er medlem af Brugsen, overvejer om jeg sparer nok op i pension og finder mig selv stille og roligt udføre alle de traditionelle kvindeopgaver i hjemmet. Derudover er køkkenet indrettet med de samme (meget almindelige) køkkenelementer, som i min mors parcelhuskøkken.

Og så er det liiiiige jeg har sådan en: hvad fanden skete der?

Er jeg bare en hustru-Bratz i et bondehus på landet?

Billedet er sat sammen af et billede af mig selv, der står i mit køkken og vasker op kun iført forklæde og en Bratz. Udenfor kan man se gårdspladsen og de 2 biler. Billedet består af et billede af køkkenet, et billede af mig, et billede af Bratz og et billede af det udendørs.

Her er en tekst jeg skrev i 2006 om arbejdsnarkomani. Min veninde og jeg kuraterede en udstilling på Overgaden om ARBEJDE, og så lavedevi et seminar om emnet, hvor jeg kom med dette svedige indspark:
_____________________________________________________
Jeg hedder Kathrine og jeg er et moderne menneske. Jeg tilhører den kreative klasse, jeg elsker mit arbejde og jeg taler hele tiden om projekter, aftaler og deadlines.
Jeg ved ikke hvor mange timer om ugen, jeg arbejder.
Jeg mener, - jeg ved jeg har et fuldtidsarbejde, men jeg ved også, at når jeg ikke sover eller køber ind eller spiser, så arbejder jeg.
Jeg arbejder hele tiden.
Jeg vil ikke kede jer med, hvad jeg arbejder med. Det er ikke mit ærinde her at pleje min karriere og bejle til flere projekter, flere opgaver, mere arbejde. Sagen her er helt anderledes prekær. Når mit fuldtidsjob ikke er nok, giver jeg mig selv opgaver, tager initiativ til nye projekter og kaster mig begejstret ud i spændende ekstraarbejde, der tager al min tid og fjerner min sidste opmærksomhed fra alt andet liv end arbejdslivet.
Det startede helt blidt, mit nye liv med arbejde. Før i tiden kunne jeg godt sidde og kigge ud i luften i flere timer af gangen, det er slut nu. Nu skal jeg lave noget hele tiden, ellers kan jeg mærke desperationen komme snigende. Hvis jeg den næste time ikke ved, hvad jeg skal lave, - ikke fordi der ikke er noget at lave, jeg har bare glemt at skrive det ned, - så bliver jeg nervøs for, at jeg lige om lidt kan mærke, hvordan jeg egentlig HAR det, men det kan jeg ikke.
Arbejdet sørger for, at jeg eksternaliserer al min aktivitet. Jeg sørger for, at alt det jeg beskæftiger mig med foregår uden for mig selv. Jeg kan ganske simpelt ikke mærke, hvordan jeg har det, når jeg arbejder, så jeg arbejder hele tiden.
Nogle gange spørger folk mig om, hvordan jeg har det. Til min rædsel er jeg på det sidste blevet til en af dem, der svarer på sådant et spørgsmål ved at fortælle, hvad jeg laver. ”Det går godt” siger jeg, og henviser til arbejdet.
Sandheden er, at jeg ikke aner hvordan jeg har det.
De sidste to ferier har været foruroligende på den måde, at de har gjort mig deprimerede. Eller nærmere, når jeg har ferie har jeg tid og plads til at mærke at grundtilstanden er udmattelse.
Når jeg arbejder hele tiden forsvinder mine venner også. Jeg har ikke tid til at pleje dem og når jeg endelig er sammen med dem, har jeg meget svært ved at koncentrere mig om det og fokusere på det de siger, især i ekstra travle perioder.
Men det er som om alle perioder er ekstra travle.
Jeg synes altid jeg siger, ”der er lidt ekstra pres på for tiden” når jeg endnu engang undskylder min manglende evne til at deltage i sociale sammenhænge, enten i min familie eller med mine venner. Et praj om, at mine venner forsvinder, er, at jeg kun får e-mails i arbejdstiden. Jeg får ingen efter kl. 17 eller i weekenderne. Der er ingen der vil mig noget ud over arbejdstiden. Det er kun mine arbejdsrelationer der skriver til mig.
Apropos e-mails så tjekker jeg dem hele tiden.
Tænk nu, hvis der er nogen der vil mig noget. Hvis jeg arbejder ved computeren tjekker jeg min mail hvert 5. minut. Hvis jeg går forbi en eller anden tilfældig computer tænker jeg på at tjekke min mail.
Da jeg for et par år siden var i Eritrea i forbindelse med arbejde, var det første jeg gjorde at finde ud af, hvor jeg kunne komme på Nettet, hvor den nærmeste computer var. Men efter kl. 17 på hverdage og i weekenden tjekker jeg den altså forgæves. Det hindrer mig dog ikke i at tjekke den alligevel – for sæt nu der alligevel er nogen der har skrevet. Hvis ikke der er mails til mig tjekker jeg de seneste nyheder, for sæt nu der er sket noget nyt siden jeg tjekkede dem sidst for 1 time siden.
Jeg er altså ikke kun afhængig af at arbejde, jeg er også afhængig af Internet, mails og nyheder. Jeg føler jeg er med på vognen, i forreste linje som en del af den kreative veloplyste informerede og informerende klasse.
Når jeg arbejder, er jeg i et flow, der udelukker alt andet. Det er som et kick, en rus en rutsjetur, jeg ikke ønsker, skal stoppe. Når jeg arbejder, har jeg kontrol over situationen. Jeg kan forudsige, hvad der vil ske og jeg er helt sikker på, hvad folk vil have af mig.
Arlie Hochschild beskriver i sin bog ”Tidsfælden,” hvordan folk hellere vil være på arbejde end de vil være derhjemme, fordi de på arbejde bliver udfordret og værdsat, hvorimod hjemmet er følelsernes slagmark, hvor de ikke har nogen kontrol over, hvad der sker med dem.
Hjemmet er ofte en større stressfaktor end arbejdspladsen, og mange føler det er langt mere krævende at være sammen med deres familie end sammen med deres kolleger. Det kan jeg godt kende fra mit eget liv. Heldigvis har jeg ingen børn men en kæreste der arbejder ligeså meget som jeg selv. Han kunne ikke være her i dag fordi han skulle på arbejde…
Det er meget nemt at flygte fra sine følelser ind i arbejdet. Det er nok den mest socialt accepterede eskapisme der findes. Alle kan forstå og bifalder: nej hvor er hun dygtig og flittig. På min arbejdsplads får jeg at vide, at jeg skal passe på mig selv, men samtidig opildnes og præmieres en ekstra arbejdsindsats med opmærksomhed, anerkendelse og respekt. Beskeden er selvmodsigende. Arbejdsgiveren er naturligvis interesseret i, at medarbejderne er så engagerede og arbejdsomme som muligt.
Typisk lægger chefen selv standarden ved at være den mest arbejdsafhængige af alle. Så udvikles der langsomt en arbejdskultur, hvor det handler om at udvise mest arbejdsliderlighed, hvis man vil være med helt i front.
Her er der ikke plads til børnefamilier eller sunde døgnrytmer.
Det handler om hele tiden at være i gang med et projekt, sende en masse e-mails og se ud som om man har travlt uden at være stresset.
Det interessante er, at det oftest ikke er den arbejdsafhængige, der er den mest effektive arbejder. Det er ikke nødvendigvis ham der får lavet mest. Hans behov for at være i flow, multitaske og arbejde med flere projekter på én gang, forhindrer ham ofte i at arbejde effektivt eller kvalitativt med et enkelt projekt. Han har ingen ro og forsøger konstant at indhente deadlines og holde sig i gang, så han ikke kollapser.
Jeg er ansat på en offentlig arbejdsplads under ny løn, hvor selvledelse, team-og projektarbejde er implementerede arbejdsformer. Selvom jeg officielt har fast beskæftigelsesgrad, hersker der, som der gør de fleste steder, en uskreven regel om, at får man en opgave, så fuldfører man den, uanset om det timetal man har fået tildelt rækker til opgaven eller ej. Man fuldfører det man får pålagt, eller det man i sin afhængighed kaster sig over.
Dette bliver i længden et problem, fordi jeg dermed signalerer at jeg kan klare opgaverne nemt og problemfrit og næste gang jeg får en opgave, får jeg så stadig ikke timer nok til at klare det for. Det kunne jeg naturligvis blot tale med min arbejdsgiver om, men så signalerer jeg svaghed, hvilket jeg under alle omstændigheder vil undgå. Arbejdsafhængighed tilskyndes altså af den almindelige arbejdskultur på arbejdspladsen.
Et andet incitament til afhængigheden er den i kulturen indlejrede arbejdsmoral. Der var engang, hvor det var fint ikke at arbejde. Arbejde var noget slaverne gjorde, og slaverne var kristne, men efterhånden som kristendommen blev den dominerende religion, blev det finere at arbejde, ja, det blev faktisk nødvendigt for frelsen. Lediggang er roden til alt ondt er et gammelt kristent ordsprog og med reformationen internaliseredes den kristne arbejdsmoral for alvor. Retskaffenhed og hårdt arbejde var den direkte vej til himmerige.
Dovne mennesker er onde, det ved enhver.
På trods af at vi i dag har et fuldt sekulariseret samfund, bærer vi stadig rundt på en indre slavepisker, der sørger for, at vi føler dårlig samvittighed over at sidde og kigge ud i luften, eller endnu værre være arbejdsløse.
Det er helt nødvendigt for vort velfærdssamfunds beståen at vi har internaliseret den kristne arbejdsmoral på denne måde.
”Hjulene skal dreje rundt”, ”ældrebyrden”, ”globalisering” og vi skal arbejde og vi skal arbejde og vi skal arbejde.
”Hurra” tænkte jeg da velfærdskommissionen og Anders Fogh fortalte os, at vi skal arbejde mere. Jeg kan alligevel ikke forestille mig ikke at arbejde. Nu kan jeg få lov til at ride mit junk et par år længere inden den kolde tyrker, pensionen, tager livet af mig. Samfundet bifalder altså også arbejdsnarkomanien. Det er den eneste form for afhængighed, som er 100% statsanerkendt.
Det er selvfølgelig ikke alle, der er afhængige af deres arbejde. På trods af, at samfundet og arbejdskulturen forsøger at fremelske afhængigheden, er nogle immune. Det lykkes dem at gå hjem kl. 16 og i øvrigt balancere deres opmærksomhed ligeligt mellem deres arbejde og deres andet liv.
Men vi er en del, der psykologisk er betingede for at være mere modtagelige. Det er os, der dengang vi var små havde en rolle i familien, som den der skulle sørge for at alle andre havde det godt. Det var os, der hele tiden tilsidesatte os selv, for at sørge for ro og harmoni i familien. Det er os børn af misbrugsfamilier. Så tænker man straks, ”nå, børn af alkoholikere og narkomaner..” men nej, os børn af arbejdsafhængige.
Arbejdsafhængighed er arveligt. Når far kommer træt hjem fra arbejde, forsøger alle i familien at finde ud af i hvilket humør han er, så man kan indordne sig under det.
Nøjagtig på samme måde som hvis far – eller mor – kommer fuld hjem og man skal sørge for det ikke kommer til konfrontationer.
Man lærer fra barnsben at eksternalisere sit følelsesliv. Man lærer, at man får anerkendelse gennem det man gør, - ikke den man er og at andre menneskers følelser og behov kommer før ens egne.
Har man ikke fundet en vej ud af det problem inden man når den arbejdsduelige alder, så tilbyder arbejdsmarkedet alle muligheder for, at man kan fortsætte sin eksternalisering af tilværelsen, - resten af tiden.
Med andre ord kan man sige, at jeg, mit samfund og min arbejdsplads har et gensidigt symbiotisk forhold, der er baseret på indbyrdes afhængighed. Jeg er således et helt almindeligt, succesfuldt, ambitiøst, fleksibelt, dynamisk menneske, som er lige nøjagtig så neurotisk der skal til for at oppebære et psykopatisk velfærdssamfund, der aldrig kan få nok …nok… nok.

Kathrine Olldag 2006