DRAABEN!

Som vi har skrevet lidt om foer, har vi faaet temmelig meget opmaerksomhed. Jo laengere vaek fra de saedvanlige turist-sites, jo mere opmaerksomhed har vi faaet. Men kun paa den maade at folk - ALLE folk - glor uhaemmet, til det punkt hvor de gaar ind i lygtepaele osv. Nogle vil saelge, nogle vil tigge, men alle sender deres blikke i vores retning, og det bliver ret anstrengende i laengden fordi man bliver meget selvbevidst og forsigtig med, hvad man goer, hvor man kigger hen, hvordan man saetter det ene ben foran det andet osv.
Jeg havde lige naaet at fortaelle Jacob i telefonen paa hans foedselsdag, at der ikke er haendt os andet ubehageligt end disse filmende oejne overalt. Saa om natten vaagnede Anja og skreg fordi en mand stod udenfor vores vindue og kiggede paa os mens vi sov. Huset og terassen er ellers meget privat og ikke et sted alle bare kommer forbi, og Anja er ikke een der normalt skriger, ssa det var et chok. Pga. heden var kun myggenettet lukket (og laast). Vinduet stod aabent, gardinerne var trukket for undtagen med en halv meter, hvor der altsaa saa lige var plads til at han kunne staa og glo. Han stod i naesten-fuldmaane modlys, hvilket forstaerkede skraekeffekten. Han gled vaek fra vinduet da Anja skreg, men saa var vi begge meget meget vaagne. Han gik frem og tilbage paa terassen og sang en eller anden bollywood-sang meget hoejt, hostede lidt og ville tydeligvis i kontakt. Jeg tog mod til mig med galoperende hjerte, aabnede myggenettet og sagde til ham han havde forkraekket os, bad ham gaa og sagde ‘good night’ og skyndte mig at lukke myggenettet igen. Det var ikke nok. Han blev, helt taet paa vinduet nu. Nu handlede det om at forskanse sig, saa jeg aabnede myggenettet for at faa fat i vinduet saa jeg kunne lukke og laase det. Han kom hurtigt helt hen til mig, ansigt til ansigt, 30 cm imellem os, latterligt grinende "may I come in?" Saa haevede jeg stemmen paa en maade jeg ikke troede jeg kunne: " You must be INSANE! Get lost and leave us alone!" og saa gjorde jeg bevaegelser og lyde jeg har set indere goere naar de jager hunde vaek. Jeg smaekkede vinduet haardt i. Han trak sig med et "sorry ma’am" og vi saa ikke mere til ham. Jeg har ikke set ham siden. Han var enten fra landsbyen eller en gaest i huset. Jeg vil sagtens kunne genkende ham, hvis jeg ser ham.

So there you have it, India is great, rich, poor, insane, beautiful, sickening, wonderful - og det hele paa een gang..

Denne episode var dog ikke opmaeksomheds-draaben for os. Underligt nok kom draaben foerst et par dage senere, da vi oplevede noget saa forholdsvist uskyldigt som at komme i avisen - close-up og alting. Artiklen handlede om at Solan (naermeste by) er i fremgang, og oven i koebet saa meget fremgang, at der nu kommer turister. Et telelinse-billede af Anja og jeg beviste pointen! Vi var i Solan i 3 timer for at koebe frugt og en diktafon, og saa har en eller anden fotograf taget et billede med linse paa lang afstand - og vupti, saa er Solan en turistby. You gotta love India! Anja blev meget gloomy da hun saa billedet: " we’re gonna sue their asses!" Det var ligesom om det bare var draaben. Nu kunne alle se os i avisen... flere blikke... Men det lader til at more munkene en hel del at vi nu er beroemte i Solan og omegn. De driller os, hvilket er ret hyggeligt.

Men som Spide sagde til Jacob: " Maend vil ha’ sex og kvinder vil bare ha’ opmaeksomhed!" - Guess what, den holder ikke i byretten!