Leh - Manali
verdens hoejestliggende vej, krydser 3 pas, hvoraf det ene er verdens 2. hoejeste pas paa 5380 m.
- offroad extreem...

The Bright Sides:

• Vi blev ikke syge
• Ingen mudderskred eller oversvoemmelser, som man ikke kunne komme igennem.
• Bussen genvandt vejgrebet hver gang...
• Det tog kun 2 timer mere en tidsplanen lovede = 20 timer

De foerste 8 timer befandt vi os i en 'state of chok'. 'The Road to Manali' - et begreb vi havde nogle aabenbart naive forestillinger om. En 'road', mener vi, er en vej med asfalt og to spor. Isaer siden det er en 'main road'. Sikke vaneforestillinger... Vi vil max kalde det et hjulspor, der ind i mellem blev til stenvej - eller til en flod. Maaske 10% af vejen er asfalteret (og ikke med saerlig stort held, da vejen konstant undermineres, oversvoemmes eller smadres af overfyldte trucks.

Hvad kan turen sammenlignes med? Naar man intet kan foretage sig, kan man ligesaa godt forsoege at finde paa metaforer. Her er vores bud:

1. 20 timers bobslaede paa togskinner.
2. 20 timer i en whirlpool industrivaskemaskine paa centrifugeprogram.
3. 20 timer bundet til en mekanisk tyr paa en usselt oplyst bar.
4. Som terninger der bliver raflet 20 timer i et raflebaeger.

Det var som at faa taesk. Jeg blev kastet over i vinduet, tilbage i saedet, slog panden paa saedet foran og vaeltede over i Anja, samtidig med at vi alle i bussen med 5 minutters mellemrum blev loeftet op og droppet tungt ned i saedet igen, i oevrigt samtidig med bagagen paa taget, der hver gang gav et droen i bussen naar det ramte taget igen. Man kunne ikke drikke af en flaske eller fjerne haar fra panden uden at risikere at faa en finger i oejet. Anja laeste (endog meget meget langsomt). Man kunne ikke tale sammen, dels pga stoejen og dels fordi luften konstant blev slaaet ud af lungerne.

Jeg havde ogsaa en underlig mistanke da jeg i Leh lagde maerke til der var 6 reservehjul paa taget af bussen, samt en kasse med reservedele.. Mirakuloest punkterede vi dog kun een gang.

Stadig i Ladakh var hjulsporet en 1/2 m. dybt og loeb gennem stoev og stoev og mere stoev. De luxe bussen var meget utaet og var ogsaa fyldt med stoev - samt 4 israelere paa jagt efter mere dope og et fransk-amerikansk hippiepar.

Stor respekt til vores chauffoerer, som mestrede til perfektion at komme uden om tonstunge lastbiler i haarnaalesving, hvor der var 500 m frit fald til den ene side. Paa eet tidspunkt kunne vi se der var ca 10 cm til klippekanten... og saa forsvandt kanten, vi kunne ikke se den laengere = den var endnu taettere paa end 10 cm. Da blev selv de dopede israelere nervoese... Anja forsoegte at ignorere, at chauffoeren tog sig til hovedet. Hun kunne se alt, hvad der skete forude og taenkte: "Gad vide om det er saa smart at jeg kan foelge med i det hele? Paa den anden side, hvis jeg skal doe nu, saa vil jeg fandeme ha' det hele med!" Smart girl.

Vi naede busstationen i Manali kl. 23 natten til soendag og havde da ikke sovet i 40 timer. Vi gik hen til et hotel vi havde faet anbefalet af en lokal i Leh - i oevrigt efter at vores bagage IGEN var forsvundet, men denne gang kun en halv times tid. Hotellet rippede os af, fordi vi var traette og desperate og lignede nogen der har penge (i modsaetning til israelerne). Det var et lortehotel, kort og godt. Har aldrig oplevet et vaerre hotel. I gaar forlod vi hotellet under forholdsvis stort drama fra managerens side og er flyttet paa guesthouse i Old Manali. Et fantastisk landsby-agtigt samfund, fyldt med meget unge hippier og gamle bikere paa harleyer. Godt humoer, gode vibes OG TEXTILHIMMELEN! Jeg forlangte allerede i gaar at blive sat under oekonomisk administration, og i dag er isaer Anja sprunget ud som galoperende shopaholic. Vi kan ikke holde styr paa hvad vi har koebt eller hvilke indkoeb der tilhoerer hvem. Vi har allerede nu koebt to store ekstra kufferter saa vi har plads til at trille alle vores vidunderlige sager hjem gennem tolden...

Saa efter busturen fra helvede, hvor jeg var sikker paa min lever havde byttet plads med mine nyrer, er vi i hoejt humoer og dagens citat leveres af Anja: "Damn good looking Sikhs" (om et par Bollywood-udseende sikher paa motorcykler).